Kan du kort beskrive dit arbejdsområde og de opgaver, du har?
Jeg arbejder som hjemrejsekoordinator i Hjemrejsestyrelsens Opsøgende Enhed på Udrejsecenter Sjælsmark. Mine arbejdsopgaver består bl.a. af sagsbehandling, herunder hyppige opfølgningsforløb med de indkvarterede og hjemrejserådgivning. Jeg oplever den fysiske placering af min arbejdsplads som værende fordelagtig, da vi på den måde er let tilgængelige, når de indkvarterede har spørgsmål til deres sag i Hjemrejsestyrelsen.
Hvilke er de mest spændende arbejdsopgaver i dit job?
Det attraktive og spændende er, at vores opgaver giver anledning til samarbejde på tværs af faggrupper i Hjemrejsestyrelsen og med andre nationale og internationale myndigheder. Min oplevelse er, at samarbejdet og vidensdelingen sikrer en høj faglig standard i opgaveløsningen, som understøtter min faglige udvikling. Jeg har også opgaver, som kræver omhyggelig koordination af forskellige elementer og involverer mange samarbejdspartnere - det giver fordybelse og ro.
Hvorfor er Hjemrejsestyrelsen en attraktiv arbejdsplads for dig?
Jeg har gennem mit studie og tidligere ansættelse på myndighedsområdet erfaring med at håndtere komplekse problemstillinger, koordinering samt tværfagligt samarbejde. I min ansættelse hos Hjemrejsestyrelsen bruger jeg netop dén erfaring, og jeg oplever, at mine kompetencer inden for socialrådgiverfaget kommer i spil, da socialrådgivere ofte befinder sig i spændingsfeltet mellem myndighedsopgaven på den ene side og relations – og motivationsarbejdet på den anden side.
Den store variation af arbejdsopgaver i Hjemrejsestyrelsen medfører mange spændende udfordringer, og det giver arbejdsglæde at have mulighed for at udføre opgaver af differentierende karakter.
Er du interesseret i at blive en del af Hjemrejsestyrelsen, så se vores ledige stillinger
Se ledige stillinger
Senest opdateret: 1. oktober 2021