Nu er Danmarks første hjemrejselov vedtaget

20-05-2021

Folketinget har netop vedtaget Danmarks første hjemrejselov. Med nye initiativer skal loven sikre, at flere udlændinge uden lovligt ophold rejser hjem.

Loven samler alle regler på hjemrejseområdet og sikrer klare regler for, hvad der skal ske, fra udlændinge får afslag og frem mod deres hjemrejse.

Med loven vedtages også en række nye tiltag på hjemrejseområdet. Blandt andet skal asylansøgere, der får afslag på asyl i første instans, tilbydes en kontant bonus på 20.000 kroner for at frafalde deres ankesag og i stedet rejse hjem.

Desuden vil konsekvenserne ved ikke at overholde reglerne på et indkvarteringssted blive strammet. Og myndighederne vil få styrkede muligheder for at indhente relevant data fra udlændingenes mobiltelefoner for nemmere at identificere udlændingene og dermed sende dem hjem.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:

”Vi har for mange udlændinge uden lovligt ophold i Danmark, som ikke rejser hjem. Det er uholdbart. Både for den enkelte og for den danske stat, der skal bruge penge på at indkvartere de her mennesker. Derfor har vi oprettet en ny styrelse, som arbejder målrettet på at få flere til at rejse hjem. Vi har besluttet at oprette et nyt udrejsecenter, og straffen er skærpet for de kriminelle udvisningsdømte, som ikke overholder deres kontrolforpligtelser. Og nu har vi taget det næste skridt mod en sammenhængende hjemrejsepolitik med Danmarks første hjemrejselov. Den skal bidrage til, at flere udlændinge uden lovligt ophold rejser tilbage til deres hjemlande. Det er jeg glad for, at der er bred opbakning til i Folketinget.”

Loven træder i kraft den 1. juni 2021.


Læs mere om tiltagene i hjemrejseloven (pdf) (åbner nyt vindue)