Danmark og fem andre EU-lande opfordrer Kommissionen til at gå i dialog med Afghanistan om udsendelser

06-08-2021

Danmark, Østrig og andre EU-lande har sendt en fælles appel til EU-Kommissionen, hvor de opfordrer til at støtte den afghanske regering sådan at den eksisterende tilbagesendelsesaftale kan opretholdes.

Den danske regering og andre EU-lande modtog i juli 2021 en anmodning fra det afghanske udenrigsministerium om midlertidigt at suspendere tvangsmæssige udsendelser til Afghanistan for en periode på tre måneder.

Den danske regering har siden været i tæt samarbejde med en række EU-lande og har på den baggrund sendt en fællesappel til EU-Kommissionen angående den afghanske anmodning. Danmark, Østrig, Tyskland, Holland, Belgien og Grækenland opfordrer EU-Kommissionen til at støtte og indgå i en dialog med den afghanske regering på en sådan måde, at det kan sikres, at den eksisterende tilbagesendelsesaftale opretholdes.

D. 26. juli 2021 gennemførte Hjemrejsestyrelsen en enkelt frivillig udsendelse af en afvist asylansøger til Afghanistan. Med samme fly var det planlagt, at der også skulle have været en ledsaget udsendelse af en afghaner, der ikke ønskede at rejse frivilligt. Men denne udsendelse blev efter en konkret og individuel vurdering udsat.

Der er ca. 50 afghanske afviste asylansøgere i udsendelsesposition pr. 15. juni 2021.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:

“Det er vigtigt for regeringen, at afviste asylansøgere hjemsendes til deres eget land. De seneste uger har vi derfor været i tæt dialog med regeringer fra en række andre EU-lande om henvendelsen fra Afghanistan. Jeg er glad for, at vi nu er en gruppe ministre, der er blevet enige om at kontakte Kommissionen, med henblik på at indlede en dialog med den afghanske regering.”